Teknik

Hotline til Hjem var et teleprojekt iværksat af en kardiolog på et lille perifert hospital, med det formål at øge indlagte patienters trivsel, ved at styrke og vedligeholde vigtige sociale kontakter, ved hjælp af en kombination af ny teknologi og støttende kommunikationsfrivillige.

Teknik

Der blev rejst sponsormidler til etableringen af ​​Hotline to Home, og der blev etableret en fond ud fra en pagt om en hospitalsvelfærdsorganisation. Frivillige fra seniorcomputerklubber blev tiltrukket, og en hjemmeside og weblog startede. I 2005 de bærbare computere og webcams blev også arrangeret. Projektet brugte eksisterende infrastruktur og programmer som Skype, MSN Messenger, trådløst internet, UMTS og satellitkommunikation. Hospitalsledelse, staf, medarbejdere og lokalsamfundet blev informeret og overbevist. Telekommunikation var også, marketing- og konsulentorganisationer henvendt sig. Projektet blev yderligere formidlet gennem annoncering i lokalradioen, TV, flyers og der var endda en festlig åbning med Herman van Veen. Til sidst var der møde med alle lokale interessenter og foredrag på innovationssymposier.

Teknik

På trods af alle disse anstrengelser så det ud til, at de interesserede patienter ikke forstod, hvad der var i det for dem nu. Accepten af ​​videoopkald viste sig at være lav, i modsætning til teoretiske overvejelser. Knappe personlig kontakt blev foretrukket frem for billedbobler. En mulig forklaring er, at videoopkaldskontakter kan være for påtrængende. Dette mens alle eksperter og fagfolk fra alle slags organisationer var meget entusiastiske. Fonden Hotline til Hjem er derfor inde 2010 officielt aflyst. De støttende frivillige havde tårer i øjnene, de trøstede sig selv med nogle vidunderlige oplevelser af genoprettet kontakt

Og så skete det

I sidste ende står og falder teknologiske løsninger også med accept fra de ultimative modtagere. Derfor er entusiasme fra eksperter og visionære ingen garanti for succesen af ​​en ny teknologisk løsning inden for kommunikationsområdet. Der skal først forskes ordentligt i de påtænkte brugeres ønsker og muligheder. Dette projekt viste også, at sygeplejersker ikke nemt accepterer en ny type kommunikationsfrivillig. Folk udvikler sig muligvis langsommere end tekniske evner, og denne erfaring har gjort mig skeptisk over for nye løsninger inden for e-sundhed og telemedicin.

Nye opfindelser, der siver ud tidligt, deles af entusiaster med lynets hast